Provo - halvvejs til Zion
Tirsdag d.18/10-2018 - Provo
I dag går det sydpå og efter morgenmad, rigges vognen af og klokken 8.15 kører vi mod Provo i Utah. En tur på ca. 400 km. Vi kommer godt af sted og skole børnene er blevet bedt om at læse lektier. Det er vist på tide, men helt fint at gøre det på sådan en køretur her. De er dog ikke helt enige i vores beslutning.
Vi kører igennem landskabet og man kan se det er et landbrugsområde vi er i. Der er høstet, og høet er ved at blive kørt ind. På markerne står der også disse store vandingsbomme, de må vande meget, for de står på næsten alle markerne. På de store vider kan man også se kreaturerne gå i store flokke. De har det godt og meget frit. Vi ser også får gå på nogle af bjerg skrænterne anført af en stor hyrdehund. Der er også en enkelt hyrde til hest i området.
Tanken er 1/4 fuld og med disse store afstande skal vi snart finde en tankstation. Vi vil nødig kører tør her midt på prærien. I byen Randolph fik vi tanket tanken helt fuld, det måtte gøres over 2 gange, da man maks. kunne bruge 75$ på en tankning pr. Visa kort, så begge kort måtte i brug. Vi fyldte 43 gallon (163 liter) på vognen til ca.135$, så nu kan vi fortsætte mod Provo. ½ times kørsel før campingpladsen holdt vi ind på en McDonalds og spiste, det havde vi lovet børnene. Da det var overstået, tog vi sidste etape til campingpladsen. Vi fik anvist en plads til vognen og koblet den til vand og strøm. Klokken var 14.30 så det var tid til en kop kaffe, og derefter gik vi en tur ned mod en strand park som ligger ved søen, men det koster 2$ pr. person for at gå en tur på stranden og vi er 7, det ville vi ikke betale for, så vi gik en tur langs åen i stedet for. Der var en sti hvor man kunne gå på med en masse træer og det var også en ok tur. Der er lige Julius, han er ikke så glad for de store græshoppere vi møder. Vi går retur til camperen og slapper lidt af før der skal laves aftensmad. Jeg tror endda jeg fik mig en lille lur, dejligt. Aftensmaden står på mexicanske pandekager og da klokken nærmer sig 19.00, så er det tid at få det lavet. Vi får hurtigt spist og mens børnene rydder op, går Louise og jeg i bad, for det synes vi at vi trænger til når nu termometeret har stået på 29 siden vi ankom og høj sol fra skyfri himmel. Vi runder også campingpladsen i tusmørket inden vi går tilbage til camperen. Vi kan se, når vi kigger mod bjergene, at der er skovbrande deroppe. Vi havde godt lagt mærke til at der kom en del røg derfra da vi ankom, men var i tvivl om det var skyerne der hang lidt lavt. Det var så ikke årsagen.
Tilbage i camperen er børnene færdige med at rydde op og vi gør klar til at rede vognen op. Klokken er 21.30 da alle ligger i sengene, vi har en lang køretur igen i morgen, hvor vi skal til en campingplads ved Zion National park.